• Mikkel Mojo

Transfer kræver praksisnærhed

Opdateret: apr. 6

Dengang vi var små, skulle vi lære at cykle. Enhver, der først har stiftet bekendtskab med cykling i voksenalderen, kan bekræfte, at det ikke er nemt. Som børn kastede vi os bare ud i det, og vi væltede, kørte ind i hinanden, fik hudafskrabninger på knæ og hænder. Og satte os igen op på cyklen. Der er nemlig ingen vej uden om: Man skal sidde på cyklen for at lære det, og man skal fortsætte med at cykle for at blive dygtig. I dag er vi alle virkelig kompetente cyklister.


Som voksne skal vi stadig lære. Vi skal have kompetencer til dit og dat, men ofte ser vi kompetence som et kryds i en personalefil: ”Har du kompetencen eller har du ikke? Må jeg se dokumentationen?” Sproget får os fra tid til anden til at glemme, at vi ikke enten er kompetente eller inkompetente. Derimod lærer vi og udvikler færdigheder, og nogle gange vælter cyklen undervejs, men til sidst har vi noget kompetence. Det fantastiske ved kompetence er, at vi ofte får mere af det ved at bruge det.


Børn bærer på en frygtløs nysgerrighed, som gør dem fantastiske til at lære. Som voksne er vi bange for, at cyklen vælter. Vi vil gerne være sikre på, at vi kan holde balancen, før vi sætter os op på den. Derfor forsøger vi at opnå kompetence udenfor den kontekst, den skal anvendes i. Vi sidder på en stol i et rum og betragter cyklen, lærer mekanikken i teorien og reflekterer over, hvordan vi vil opnå den virkning, at cyklen flytter os fra sted til sted. Cyklen er en metafor for kompetencen, men hvis det drejede sig om en mere ”voksen” færdighed, vil vi ofte modtage et kursusbevis for vores flotte refleksioner. Men frygten – og den reelle mulighed – for at cyklen vælter, vil ikke gå væk. Vi går hjem (til fods). Dagligdagen fortsætter jo, og mens vi har siddet og opnået kompetence, er vi kommet bagud. Så må vi kigge nærmere på den kompetence en anden dag.


Skal vi udvikle kompetencer som voksne kræver det praksisnærhed. Det kræver at vi gør os reelle erfaringer, så tæt på praksis som muligt. Og det kræver ofte også, at nogen forventer noget nyt af os.


Praksisnærhed

Med praksisnære øvelser menes undervisning og øvelser, der designes ud fra et princip om, at aktiviteten skal være så tæt på praksis, som overhovedet muligt. Praksisnærhedsprincippet er således ikke en konkret måde at tilrettelægge en øvelse eller en læringsaktivitet på, men en intention om at skabe læring gennem handling og erfaring. Læringsaktiviteten skal hele tiden skubbes og trækkes over i praksis. Man kan for eksempel skabe større praksisnærhed ved, at kursisten kun får lige nøjagtig tilstrækkelig viden til at gennemføre handlingerne, som efter udførelse gøres til genstand for feedback og refleksion, hvorigennem kursistens viden udvikles og erfaringen forankres - kort sagt udvikles der reel kompetence.


Når lederen eller medarbejderen sætter sig i et undervisningslokale, er den kontekst, vedkommende udfører sit daglige arbejde i, straks meget langt væk. Distancen får det til at synes som om, at alle de daglige forhindringer og besværligheder forsvinder og næsten alt kan lade sig gøre. Men den virkelighed, der rammer dem på den anden side, er fyldt med forhindringer i form af travle arbejdsdage og barrierer i kommunikationen og samarbejdet med ledelse og kolleger. For at bygge bro mellem læringssituation og anvendelsessituation skal der i læringsaktiviteten fokuseres på – i tanke, tale og handling – at komme så tæt på den enkeltes praktiske dagligdag som muligt og så hyppigt som muligt i læringsforløbet.


Erfaring

Erfaring kan være en tung barriere for transfer, fordi vi som kompetente voksne hviler i vores erfaringer – det er trygt at gøre, som vi plejer. Erfaring er samtidig også en af de vigtigste facilitatorer af transfer, for når vi skaber erfaringer med ”det nye”, er vi allerede i gang med at forandre ”det gamle” i retning mod ”det nye”.


En af vejene til at bringe anvendelseskonteksten tættere på er derfor at gøre selve læringsaktiviteten handlingsbaseret. Handlingsbaserede læringsaktiviteter kan have forskellige former såsom aktionslæring, praksisnær læring og træning. Det er de praktiske erfaringer, der gør kursisten tryg ved at anvende det lærte i den virkelige verden. De første erfaringer er ofte dyrekøbte, fordi man er nødt til at gøre ”det”, før man er sikker på, at man kan ”det”. Først gennem handlingen bliver man bevidst om, hvordan man skal gøre. Men jo tættere man kan komme på at skabe relevante erfaringer i læringskonteksten, jo større transfer.


Det kan også betale sig, at rette opmærksomheden mod kursistens eksisterende erfaringer. Ved at bringe kursistens tidligere erfaringer frem og arbejde med læring i relation til dem, skaber man en umiddelbar kobling til anvendelseskonteksten. Den tidligere erfaring kan være en vej til at forbinde stoffet til anvendelseskonteksten med det samme.


Forventninger

At skabe forandringer i praksis på baggrund af læring kræver opmærksomhed og anstrengelser. Bestræbelserne kan understøttes af forventninger: At underviser og arbejdsgiver forventer noget af kursisten, at kollegerne forventer noget og at kursisten har forventninger til sig selv. Ved at gøre disse forventninger tydeligere i læringsaktiviteten, skærper man opmærksomheden på, hvad der skal til for at imødekomme dem.


Artiklen her er baseret på håndbogen “Øget transfer i praksis”, skrevet af undertegnede for FOA. Jeg arbejder på en føljeton af små transfer-værktøjer til kurser og andre læringsaktiviteter - send mig en mail på mikkel@mojoadvice.dk, hvis du gerne vil adviseres, når den kommer.


8 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle